Hvordan kommer jeg i gang?


Kørsel med HEST & VOGN

I modsætning til inden for ridesporten, findes der ingen deciderede "køreskoler", hvor man kan melde sig til undervisning og få stillet hest og vogn til rådighed for at lære at køre med hest, men i de fleste køreselskaber/køreforeninger bliver der arrangeret undervisning, hvor man selv skal møde med hest/pony, seletøj og vogn.

Har du ikke tidligere prøvet at køre med hest og vogn, skal du finde et køreselskab eller en køreforening i nærheden af, hvor du bor/har din hest opstaldet og undersøge mulighederne for at få en tur med en rutineret kusk, så du derved får prøvet at sidde på en hestevogn, evt. forhøre dig om der er demonstrationsdage eller lignende.

I enkelte selskaber/foreninger er det muligt at låne eller leje en vogn til træning på stedet.

De fleste steder vil det også være en forudsætning at hesten/ponyen er tilkørt og altså kan gå for vogn.

Er din hest/pony ikke allerede kørt til, skal du forhøre dig om mulighederne for at få den kørt til – nogle få steder er der organiseret undervisning i tilkørsel af hest.

Link til instruktører godkendt af Dansk Køre Forbund

 

Har du hesten/ponyen, men mangler udstyret, så er det en god ide at få hjælp i valg af udstyr fra det køreselskab/køreforening, som du har kontakt med.

Gå ind på køreselskabernes/køreforeningernes hjemmesider og se hvilke aktiviteter, de har og hvor meget undervisning, der tilbydes.

 

Litteratur:
DKF v/Kulturhistorisk udvalg har udgivet skriftet "Kørsel med hest og vogn", råd og vejledning, som er en god indføring i køresporten.

Henvendelse til kasserer Lene Marie Sørensen: kasserer@danskkoereforbund.dk

Pris 100.00 kr. + Porto

 

Hvor får jeg hjælp ?

Du kan altid kontakte det køreselskab eller forening i nærheden af hvor du bor, se under ”Find et Køreselskab/Køreforening”, øverst i venstre side. Ring eller skriv til formanden, eller andre i bestyrelsen. Husk, at når man melder sig som frivillig til at gøre et arbejde inden for en sportsgren, er det fordi, man gerne vil tale og fortælle om sin sport, så alle henvendelser er velkomne. 
Du kan finde link til de forskellige foreninger HER

 

Udvalg

Der er forskellige discipliner, grene om du vil, inden for kørsel med hest og vogn. De har hvert deres udvalg, med medlemmer fra hele landet.

 

Konkurrencekørsel

Nutidens konkurrencekørsel har udviklet sig til en sport, hvor alle kan være med på forskelligt niveau i de 3 discipliner: dressur, kegle- og maratonkørsel. Alle kan deltage, uanset hvilken hest eller pony man kører med.
Du kan læse mere på Køreudvalgets side Her


Brugskørsels udvalg

Hvis du er til stille og rolig kørsel, som i gamle dag, når handelsfolk kørte rundt i byen med vare, hvor der kan køres baglæns, holde stille, vende på en lille plads m.m., du kan se billeder og videoer på siden her

Så kan du kontakte en person i brugskørselsudvalget, link


Tømmertræk

Vores heste har i århundreder været trækdyr i landbruget, til transport, i skovene og meget mere.
I skovene skal tømmeret køres ud – deraf tømmerkørsel. Nu til dags har maskiner naturligvis taget over, men beskæftigelsen er fortsat en yndet hobby! Der kræves ikke så meget udstyr: en rolig og koldblodet hest/pony – med samme krav til kusken, lidt udstyr i form af sele m.v. og så nogle fældede træer – ikke for store. 
Du kan læse mere om tømmertræk og finde kontaktpersoner HER


Pløjeudvalg

Har du en plov stående og kunne tænke dig at bruge den, så kan det sagtens lade sig gøre, Du har måske store heste, Jyder, Belgier o.l. og synes det kunne være sjovt at bruge dem til pløjning, så hjælper pløjeudvalget dig gerne. Det kan også være du har lyst til at bruge dine, for det meste er der to foran en plov, heste eller ponyer på en meget anderledes måde, hvor håndtering er i højsædet, med god opdragelse, hvor en hest kan stå stille, så er pløjning sagen.
Se mere på pløjeudvalgets side


Traditionel Kørsel / Concours udvalg

Har du en gammel hestevogn stående, der kan køre, og du gerne vil vise den frem, køre en tur sammen med andre, med venner der er i tøj, der passer til vognen. Det kan være alt fra herskabsvogne til vogne der kører med møg og halm, bare køretøjet, heste/ponyer og på klædning passer sammen. Concours udvalgets medlemmer brænder for det, laver møder og ture.
Læs mere på udvalgets side HER


Kulturhistorisk udvalg

Er du til historie, gamle hestevogne på museer. Hvordan de blev bygget, kulturen omkring hestevogne og hvordan man gjorde. Det handler det om alt lige fra kongelig kørsel til rustvognskørsel. Udvalget arrangerer ture til udlandet, hvor man besøger værksteder, som holder de gamle traditioner vedlige og bruger dem i restaureringen af gamle hestevogne.  
Læs mere på Kulturhistorisk side


Juniorudvalget

Har du en pony, og et barn der gerne vil køre den, så kan unge helt ned til 7 år starte i et kørestævne, de kan endda bliver verdensmestre. Vi har i køresporten en del drenge, mange flere end i ridesporten, det med maraton tiltaler drenge, der er lidt fart og spænding over det.  Som dreng behøver man ikke være bange for at man er den eneste mellem mange piger. Køresporten er også en god måde at være sammen med sine børn, det er et krav, at man er to på vognen, og den ene skal være over 18 år. Som forældre, er det ikke kun transporten man skal stå for, man kan også være på vognen og fungere som groom, hjælper.

Hvis du vil vide mere, er du velkommen til at kontakte Køreudvalget Link

 

Tur-udvalget.

Planlægger du en køretur ud i de blå, med hestevogn, så har køresporten også folk der går op i det. Vi er også interesserede i at læse om en tur, hvis du har været på en, både i Danmark og udlandet.

 

PR-udvalget

Synes du, vi er for dårlige til at præsentere vores sport, har du måske ideer til, hvordan vi kan gøre det bedre, er vi bestemt modtagelige for ideer og nye tiltag.  
Vi er på facebook, link her. hvor alt vendes og spørges om. På Facebook bliver der også lagt link til alle typer af arrangementer.  
De fleste selskaber og foreninger er også på Facebook.

Har du gode ideer eller andet er du velkommen til at skrive til: webmaster@danskkoereforbund.dk